Barokken

Barok stammer fra Portugal og betyder ”en stor uregelmæssig perle.” Perioden opstod fra Italien som efterfølger til renæssancen, som ligeledes opstod herfra. Barokken kom til Danmark omkring 1640 og fortsatte til omkring 1730, hvor storhedstiden var fra 1650 til 1720. I denne periode blev der sat fokus på at få detaljerne frem, og barokken er kendetegnet ved at være iscenesættende, hvilket tydeligt kom til udtryk i bl.a. kulturen. Her var det kunstnernes rolle, at få enevældens magt frem gennem pompøse, overdådige, selvsikre, kompakte og pralende værker.
Overklassens haver og arkitektur blev kendetegnene for barokken og den tænkning. Man ønskede at tilværelsen skulle være en modelverden, hvor der var orden og kontrol med naturen.














Fontana di Trevi (Bernini)

I 1699 blev der udgivet en autoriseret salmebog for at følge stræbelsen efter orden, system og ensartethed. Salmebogen skulle bruges ved alle gudstjenester i kongeriget og bestod af 297 salmer, hvoraf Thomas Kingo havde skrevet de 85. Salmerne handlede om livets forgængelighed og dødens nærhed, hvilket afspejler en erfaring, som mennesket i 1600 tallet havde. Krig, pest, hungersnød og hyppige og livstruende fødsler gjorde døden nærværende som livets grundvilkår. På daværende tidspunkt overlevede højst to tredjedele af alle nyfødte til de blev 10 år. Denne form for digtning kendes i dag som lejlighedsdigtning. Denne form for digtning ses for værende det første litterære gennembrud i Danmark. Litteraturen for stil og form, hvilket gør, at den bliver litterær. Digtning på denne tid forstås som ukritisk, da digterne fik penge af kongen eller hoffet for at skrive sange til ceremonier, fødselsdage, begravelser osv. Sangenes havde til formål at hylde regenten på en elegant måde. Dermed fandtes der tre typer for digtning i barokken; lejlighedsdigtning, salmer og hyldedigte.